Her går det fantastisk. Min mand og jeg er lykkeligere end nogensinde, vi blev boende i huset som vi er ved at bygge ud – vi skal nemlig være forældre til august.
I mit hoved står du som – hvis ikke redningsbåden – så i hvert fald redningskransen. Du var bare den helt rigtige for mig, på det helt rigtige tidspunkt. Din ”du er bare lidt trist – det skal vi nok få gjort godt igen” holdning var afgørende for mine senere valg og for min generelle holdning til psykologer.
En bekendt er netop flyttet fra mand, børn og hus efter en samtale med en psykolog, som afslørede at hun ”jo ikke var rigtig lykkelig”. Havde du behandlet mig sådan, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket.
Du skal have stor ros og anerkendelse for din tilgang til dit fag! Du møder folk i en svær situation, og dine råd bliver taget så nært, at forkerte (om end velmenende råd) ville være ødelæggende for en familie. Du er dygtig til at trække problemerne ned, hvor de hører til, gøre dem håndgribelige og håndterlige.
Min mand og jeg er blevet stor tilhænger af begrebet ”we never fell out of love at the same time” – det er nemlig dét der gør forskellen.